13. november 2014

Den glade tradition i Høng

Det er 16 år siden, det første skolehåndboldstævne blev arrangeret og afviklet af Løve/Høng Håndbold. De lokale skoler bakker stadig op om initiativet, så hvert år samles over 100 børn i Høng Hallen for at dyste om at kunne tage pokalen med hjem.

 

Omkring 100 barnestemmer giver genlyd i Høng Hallen denne tirsdag i september. Stemmernes ejermænd benytter samtlige frie arealer i hallen og myldrer rundt mellem hinanden, men nede på selve håndboldbanen er der kun de obligatoriske syv spillere på hvert hold samt en dommer.

 

De mange børn er elever fra fjerdeklasserne på fem lokale skoler. De er inviteret til skolehåndboldstævne af klubben Løve/Høng Håndbold, og de 12 hold kæmper alle om at vinde stævnets eftertragtede pokal. Den står placeret på dommerbordet, hvor håndboldklubbens formand gennem fire år, Jakob Jensen, sidder.

 

”Der er stor prestige i at kunne tage pokalen med hjem. Børnene er jo vokset op med at se deres ældre kammerater dyste om sejren hvert år, så det her er et højdepunkt for dem,” forklarer Jakob Jensen.

 

Redder en hel årgang

 

Løve/Høng Håndbold har arrangeret skolehåndboldstævnet hvert eneste år siden 1998. Det har primært været de lokale skolers fjerdeklasser, der er blevet inviteret, selvom man et år eksperimenterede med femteklasserne. Det viste sig dog, at niveauforskellen på børnenes håndboldevner var for store, og derfor gik man tilbage til fjerdeklasserne.

 

”Vi bruger stævnet til at præsentere børnene for idræt generelt og håndbold i særdeleshed. Og selvfølgelig håber vi på, at det giver flere medlemmer i klubben,” siger Jakob Jensen.

 

Indtil videre lader det også til at være tilfældet. Leif Rasmussen var ungdomsformand i Løve/Høng Håndbold, da klubben introducerede skolehåndboldstævnet for 16 år siden, og han husker, at der kom nye medlemmer hvert år efter stævnet.

 

”Dengang snakkede vi om, hvordan vi kunne få flere til at interessere sig for håndbold, og det lader til, at vi ramte noget rigtigt, for der er kommet mellem otte og 10 nye medlemmer hvert år på grund af skolehåndboldstævnet,” fortæller Leif Rasmussen, og Jakob Jensen supplerer:

 

”Stævnet ligger på et strategisk godt tidspunkt. Det er altid den anden tirsdag i september, og på den måde skaber vi interessen hos børnene. Oftest betyder det, at stævnet redder en hel U10-årgang, specielt på pigesiden.”

 

Sidste år var det dog ikke pigerne, der var i overtal på tilmeldingsblanketter efter stævnet. Der var et stort ryk-ind af drengespillere.

 

”Vi fik 30 drengespillere i klubben sidste år på grund af stævnet, men det var også lidt usædvanligt. Nu bliver det spændende at se, hvordan det ser ud efter dette års arrangement,” lyder det fra Jakob Jensen.

 

Alle hjælper til

 

Efter begejstringen i hallen at dømme kommer det til at se fornuftigt ud. Der er i hvert fald blevet gjort meget ud af deltagelsen fra de forskellige hold.

”Teeeeeaaaam Bubbi,” lyder en del af kampråbet fra et af holdene.

’4B Høng Skole; vi er de bedste’, står der på et af de medbragte bannere.

 

Samtidig hepper klassekammeraterne på spillerne, som er på banen. Der bliver klappet og jublet igennem, når favoritterne scorer, og halspeakeren sørger naturligvis for at råbe målscorerne op, så de bliver hyldet på behørig vis.

 

Selvom der er rigtig mange børn i hallen, er det ikke vanskeligt at se, hvor de hver især hører til. Hvert hold er nemlig iført en t-shirt med samme farve. Der er mørkegrønne, lyseblå, gule, røde og mange flere farver rundt om i hallen, og det er Løve/Høng Håndbold, der har sørget for at klæde børnene på.

 

”Det er den største udgift, vi har i forbindelse med stævnet, men den skulle gerne opvejes på den lange bane,” siger formand Jakob Jensen.

 

Rent praktisk har han og andre i klubben sendt invitationer ud til skolerne et halvt år inden stævnet. Klasserne sørger selv for at inddele hold, og hver klasse må gerne deltage med flere hold. Når tilmeldingerne kommer tilbage til klubben, kan de begynde at kigge på, hvor mange guider der skal bruges. Skolehåndboldstævnet er nemlig en ’lærer-fri’ dag, hvor det er frivillige fra håndboldklubben, som har ansvaret for de deltagende hold.

 

Der skal også bruges frivillige til dommertjanser, og her får klubben hjælp fra nuværende spillere og trænere.

 

”Vi plejer at tage fat i gymnasiet, hvor nogle af vores spillere går. Når vi spørger, om de kan få fri til at hjælpe, siger gymnasiet som regel ja, fordi det er i en god sags tjeneste,” siger Jakob Jensen og tilføjer:

 

”Vi får også hjælp fra ’det grå guld’, altså folk som spillede eller trænede i klubben for mange år siden.”

 

En af de personer er Leif Rasmussen. Det er ved at være otte år siden, han sidst har været med til skolehåndboldstævnet, men i år har han sagt ja til at være guide for en af fjerdeklasserne.

 

”Det er jo en god dag med glade børn. Og nu er jeg lige gået på pension, så det kan da godt være, at jeg skal være med igen de kommende år,” lyder det fra en af ophavsmændene til skolehåndboldstævnet i Høng. 

 

Artiklen er skrevet af Annebeth Mortensen og bragt i Magasinet Håndbold 5/2014
Se online-version


Kun sammen kan vi knække kurven!
Tilmeld dig nyhedsbrevet og få del i de gode historier og spændende nyheder i projektet. Det er også fortsat muligt at tilmelde sin klub en eller flere af indsatsområderne i Knæk Kurven.
Vælg indsatsområder ved tilmelding til projektet:
Værktøjer der gør din hverdag lettere
KLUB-BUILDING
Få de bedste værktøjer
HÅNDBOLD I SKOLEN
Få de bedste værktøjer
Brug for hjælp?
Klik på ikonet og find nemt find din lokale udviklingskonsulent
Kun sammen kan vi Knække kurven
Klik på ikonet og se nyheder og gode historier om Knæk Kurven
Knæk Kurven-fællesskab
Klik på ikonet og bliv en del af Knæk Kurven-gruppen på Facebook
SENESTE NYHEDER
Mange håndboldklubber oplever, at når unge har gennemført folkeskolen, er de svære at holde fast i håndbolden. Men hvorfor er det sådan? Nu kan du hjælpe med at finde svaret.
NYE BANER SKAL SIKRE FLERE BOLDBERØRINGER OG FJERNE TRANSPORTZONEN MIDT PÅ BANEN. DET SKAL GØRE DET NEMMERE FOR NYBEGYNDEREN OG ØGE MOTIVATIONEN TIL HÅNDBOLD HOS SPECIELT BØRN OG UNGE.
Tidligere landsholdsspillere Jesper Jensen og Rikke Nielsen er blandt foredragsholderne, når DHF sætter fokus på børnehåndbold med symposium den 14.-15. oktober i Vildbjerg.
Dansk Håndbold Forbund tester i løbet af efteråret konceptet ”DHF Kortbane” ved fire teststævner rundt om i landet. Efter evaluering og evt. justeringer vil der fra årsskiftet blive afviklet DHF Kortbane-stævner over hele landet.