03. december 2014

DHG satser på bredden

Billedet: Julie Holst Junker (i midten) er en af de vejledere, som tager til kamp med de unge dommere som Alexander Diatchikhine.

 

En række konkrete tiltag har gjort, at DHG Odense har sat en prop i frafaldet af medlemmer i U16- og U18-årgangene. Det har blandt andet betydet tre ekstra hold i aldersgruppen fra sidste til denne sæson.

 

Det er ikke en banebrydende nyhed i den danske håndboldverden, at foreningerne har udfordringer med at holde på medlemmerne fra 16-års alderen. Det var også tilfældet i DHG Odense for et par sæsoner siden. Her var der eksempelvis omkring 30 børn i alderen 6-8 år, som boltrede sig i klubben, men det kneb, når de blev ældre.

 

”Der sker et eller andet, når spillerne bliver 16-18 år. Så skal håndbolden pludselig konkurrere med andre interesser, og vi fandt ud af, at vi var nødt til at gøre en aktiv indsats for overhovedet at kunne tilbyde hold i U16- og U18-grupperne,” fortæller 24-årige Julie Holst Junker, som blandt andet er bestyrelsesmedlem i DHG Odense og projektleder for klubbens projekt på U16- og U18-området.

 

For et par år siden begyndte hun at snakke med flere af de unge mennesker i klubben for at høre, hvilke ønsker de havde, hvis de skulle blive hængende, når de ramte den årgang, som det har været svært at holde fast i.

 

Det udmundede sig i en række forskellige tiltag i sidste sæson for at finde ud af, hvad der virkede, og hvad der skulle skæres fra, og i denne sæson kører klubben efter en klar rød tråd.

 

Faste tider er nødvendige

”Vi forsøger at skabe nogle rammer og et miljø, de unge vælger til,” siger Julie Holst Junker.

 

Det er blandt andet sket ved, at U16- og U18-årgangene har en enkelt fast træning om ugen, mens der yderligere er tilbud om at træne to-tre gange, hvis tiden og lysten er der. Desuden træner begge køn hos U18 på samme tid, så der er mulighed for at lave nogle sociale tiltag såsom fællesspisning efter træningen. Og så ligger træningstiderne fast.

 

”De yngre årgange er en smule mere fleksible, men i U16- og U18-årgangene er vi nødt til at have faste træningstider, ellers mister vi dem. De skal vide, hvornår der er træning, så de kan planlægge deres andre aktiviteter, så de stadig kan nå til træning,” forklarer Julie Holst Junker.

 

En anden ting, DHG Odense har taget en beslutning om, er at satse på breddehåndbold. Det betyder, at de mest lysende talenter skippes videre til eliteklubben HC Odense. Det samme gør flere andre klubber i lokalområdet, men der er stadig tilbud til de spillere, som bliver siet fra i HC Odense.

 

”Vi har ikke lyst til at tabe nogen på gulvet. Og de spillere, som eksempelvis kommer tilbage fra HC Odense, nyder godt af, at vi har en fast ugentlig træning, men også at de kan melde sig på de ekstra træningspas, klubben tilbyder,” lyder det fra Julie Holst Junker.

 

Og indtil videre lader det til, at de forskellige tiltag har været en succes. Således har DHG Odense tre hold mere i U16- og U18-årgangene end tilfældet var sidste år. Desuden var der blot 12 drenge i alt på de to årgange inden sommerferien, men det antal er steget til 21 efter ferien.

 

”Jeg tror helt sikkert, rygtet har spredt sig. Men jeg må også sige, at det har været en øjenåbner for mig, hvor meget det sociale betyder for spillerne i forhold til resultaterne, når de spiller. De vil selvfølgelig altid gerne vinde, når de går på banen, men de er ikke specielt resultatfikserede. Bare de kan få lov til at hygge sig sammen og have det sjovt under ordentlige forhold, er de glade,” siger Julie Holst Junker.

 

Unge trænere og dommere

Der er også en ekstra bonus ved at have de rette tilbud til de årgange, som er svære at fastholde. Det er nemlig en god rekrutteringsbase til dommer- og trænergerningen. Her tager DHG Odense dog fat i de unge spillere i en ret tidlig alder, så de kan nå at opbygge en interesse for enten dommer- eller trænerfaget, inden de når frafaldsalderen.

 

”De unge vil rigtig gerne byde ind, har vi opdaget. For fire år siden havde vi fem trænere under 25 år, men denne sæson har vi 25,” fortæller Julie Holst Junker.

 

Også dommerfronten melder de unge spillere sig på banen. En af dem er 13-årige Alexander Diatchikhine. Udover at være hjælpetræner hos U10-pigerne dømmer han også flere kampe i klubben.

 

”Sidste år spurgte klubben vores hold, om der var nogle, som kunne tænke sig at dømme kampe. Jeg sagde ja sammen med nogle af de andre, men flere af dem er faldet fra. Men jeg synes, det er sjovt at se kampen i et andet perspektiv end som spiller eller træner. Det gør det også nemmere at se situationerne fra dommerens side, når man selv spiller,” siger Alexander Diatchikhine.

 

Han er dog ikke alene, når der er kamp. Der er altid en voksen vejleder med, som selv har dommererfaring. Det gælder også på trænersiden.

 

”Vi vil gerne sikre, at de unge får en oplevelse, der er så god som mulig, og vi vil gerne sikre, at de bliver en aktiv del af træningerne, og ikke bare ’kegler’ for de mere erfarne trænere,” siger Julie Holst Junker, som også løfter sløret for, hvilke tanker klubben går med til fremtiden.

 

”Vi har fået en pæn sum penge fra Odense Kommunes Udviklingspujle, som skal bruges til at gøre tilbuddene til de unge mennesker i U16- og U18-grupperne endnu bedre. Vi arbejder også på at stable et mini-lederakademi på benene for aldersgruppen. På den måde kan vi involvere flere unge i ledergerningen og få dem gjort klar til på sigt at kunne deltage i Håndboldens Lederakademi og dermed løfte flere bærende lederopgaver i klubben.”

 

Julie Holst Junkier har kun fået positive tilkendegivelser omkring de mange tiltag, hun har været med til at tage i DHG Odense

 

”Jeg har oplevet en kæmpe opbakning fra alt og alle i klubben, og jeg har fået lov til at prøve en masse ting af. Samtidig har der altid været nogen at sparre med i klubbens forskellige udvalg, og det har været en uvurderlig støtte for mig,” fortæller hun.

 

Læs mere om Håndboldens Lederakademi 

 

Artiklen er bragt i Magasinet Håndbold 6/2014

Se online-version


Kun sammen kan vi knække kurven!
Tilmeld dig nyhedsbrevet og få del i de gode historier og spændende nyheder i projektet. Det er også fortsat muligt at tilmelde sin klub en eller flere af indsatsområderne i Knæk Kurven.
Vælg indsatsområder ved tilmelding til projektet:
Værktøjer der gør din hverdag lettere
KLUB-BUILDING
Få de bedste værktøjer
HÅNDBOLD I SKOLEN
Få de bedste værktøjer
Brug for hjælp?
Klik på ikonet og find nemt find din lokale udviklingskonsulent
Kun sammen kan vi Knække kurven
Klik på ikonet og se nyheder og gode historier om Knæk Kurven
Knæk Kurven-fællesskab
Klik på ikonet og bliv en del af Knæk Kurven-gruppen på Facebook
SENESTE NYHEDER
Mange håndboldklubber oplever, at når unge har gennemført folkeskolen, er de svære at holde fast i håndbolden. Men hvorfor er det sådan? Nu kan du hjælpe med at finde svaret.
NYE BANER SKAL SIKRE FLERE BOLDBERØRINGER OG FJERNE TRANSPORTZONEN MIDT PÅ BANEN. DET SKAL GØRE DET NEMMERE FOR NYBEGYNDEREN OG ØGE MOTIVATIONEN TIL HÅNDBOLD HOS SPECIELT BØRN OG UNGE.
Tidligere landsholdsspillere Jesper Jensen og Rikke Nielsen er blandt foredragsholderne, når DHF sætter fokus på børnehåndbold med symposium den 14.-15. oktober i Vildbjerg.
Dansk Håndbold Forbund tester i løbet af efteråret konceptet ”DHF Kortbane” ved fire teststævner rundt om i landet. Efter evaluering og evt. justeringer vil der fra årsskiftet blive afviklet DHF Kortbane-stævner over hele landet.