08. oktober 2014

'Jobannoncer' gav pote i Sunds

Først var de syv. Året efter var de seks, og sidste år var de kun tre tilbage. Tallene er udtryk for antallet af bestyrelsesmedlemmer i håndboldafdelingen i Sunds, som ligger nogle få kilometer nord for Herning.

 

”Inden bestyrelsesmødet i begyndelsen af 2012 kunne vi godt se, at vi var nødt til at gøre noget. Og vi tænkte, at hvis vi kunne få frivillige til at påtage sig nogle af opgaverne i foreningen, så kunne vi godt køre videre, selvom vi kun var tre bestyrelsesmedlemmer,” fortæller Kristian Reinevald, som er formand i Sunds GF Håndbold.

 

Som mange foreninger oplever, er det ikke nødvendigvis en let opgave at mobilisere frivillige til at lægge tid og kræfter i den lokale klub, og derfor valgte Sunds GF en lidt utraditionel måde at håndtere opgavepresset på. Det har resulteret i en styrke på 64 personer, som giver en hånd med i klubben, der tæller 167 aktive håndboldspillere.

 

Tager kun lillefingeren

Som noget af det første udfærdigede bestyrelsen en række ’jobannoncer’, som hver især beskrev de områder, hvortil klubben manglede hjælp. Det kunne eksempelvis være ’Rekvisitansvarlig – klargøring af bolde og spillertøj inden sæsonstart’. Det kunne også være ’Stævneansvarlig – planlægge deltagelse i stævner’ eller ’Klubsamarbejdsansvarlig – kontaktperson til samarbejdsklubberne FCM og HCM’.

 

Ens for alle ’jobannoncerne’ er, at opgaverne er begrænsede, og det har ifølge Kristian Reinevald været med til at få folk til at melde sig på banen.

 

”Det allervigtigste er at respektere, at folk også har andre ting at give sig til. På den her måde behøver ingen at frygte, at vi tager hele armen, hvis de rækker os en lillefinger – med mindre de selv beder om flere opgaver,” lyder det fra formanden.

 

Og det er netop de konkrete opgaver, som fik Bo Sollie til at træde frem for knap et år siden. Sunds GF Håndbold havde søsat en hvervekampagne, og bestyrelsen satte blandt andet ind, da ungdomsafdelingen havde sæsonafslutning. Her fik forældrene forklaret, at klubben manglede hjælp til at løfte en række opgaver, og så blev de præsenteret for ’jobannoncerne’.

”Jeg synes, det er en god idé, at opgaverne er afgrænsede. På den måde er det nemmere at sige ja til, fordi man kan overskue tingene. Det giver et overblik at vide, at den enkelte opgave tager så og så lang tid. Så ved man også, hvad man har sagt ja til,” forklarer Bo Sollie, som aldrig selv har spillet håndbold, men som har to døtre, der boltrer sig på håndboldbanen. Han sidder i sponsorudvalget og er desuden med i ’forældrebanken’, som kan blive ringet op, hvis der er enkeltstående opgaver, som skal løses.

 

Føler et ansvar

Inga Hansen er en af de andre personer, som kom den midtjyske klub til undsætning sidste år. Hun har tidligere spillet håndbold både på højt plan og senere for motionens skyld, men har ikke yderligere tilknytning til håndboldafdelingen i Sunds GF. Det forhindrede hende imidlertid ikke i at kontakte bestyrelsen, da hun faldt over en artikel i den lokale avis.

”Jeg har altid syntes godt om sportslivet i Sunds, og både jeg selv, børn og børnebørn har nydt godt af det, så jeg synes, det er mit ansvar at træde til. Jeg var slet ikke i tvivl, da jeg så annoncen, for foreningen er et samlingspunkt for lokalsamfundet,” siger Inga Hansen, som har ansvaret for at opdatere infotavlen i hallen med kampprogrammer og stillinger. Desuden vasker hun klubbens overtrækstrøjer.

 

Da Kristian Reinevald blev formand for seks år siden, begyndte han og bestyrelsen at arbejde med at lave beskrivelser for de mange opgaver, som Inga Hansen og resten af klubbens frivillige nu løser.

 

”Det har resulteret i en række ’bageopskrifter’, så alle vil kunne gå ind og løfte de forskellige opgaver. Derudover har bestyrelsen fået uddelegeret dagligdagsopgaverne, så nu har vi mulighed for at lægge overordnede strategier for klubben,” siger han.

 

Sådan gjorde Sunds GF Håndbold for at skaffe frivillige hænder:

  • Satte en annonce i avisen, hvor de bad om hjælp
  • Sendte en pressemeddelelse til de lokale medier
  • Holdt en tale til ungdomsafdelingens sæsonafslutning, hvor de opfordrede forældre og andre interesserede til at skrive sig på en hjælpe-liste

 

Fire vigtige råd

Formanden for Sunds GF Håndbold, Kristian Reinevald, har fire gode råd til, hvordan man kan fastholde foreningens frivillige:

  • Husk anerkendelsen. Sig tak!
  • Vis respekt og bliv ikke ved med at bede de samme personer om at løse flere og flere opgaver
  • Skab sammenhold mellem de frivillige i form af sociale tiltag
  • Hav tid til de frivillige, så de altid har et sted at bede om hjælp

 

(Ovenstående er et uddrag fra en artikel i Magasinet Håndbold nr. 1/2013)


Kun sammen kan vi knække kurven!
Tilmeld dig nyhedsbrevet og få del i de gode historier og spændende nyheder i projektet. Det er også fortsat muligt at tilmelde sin klub en eller flere af indsatsområderne i Knæk Kurven.
Vælg indsatsområder ved tilmelding til projektet:
Værktøjer der gør din hverdag lettere
KLUB-BUILDING
Få de bedste værktøjer
HÅNDBOLD I SKOLEN
Få de bedste værktøjer
Brug for hjælp?
Klik på ikonet og find nemt find din lokale udviklingskonsulent
Kun sammen kan vi Knække kurven
Klik på ikonet og se nyheder og gode historier om Knæk Kurven
Knæk Kurven-fællesskab
Klik på ikonet og bliv en del af Knæk Kurven-gruppen på Facebook
SENESTE NYHEDER
Mange håndboldklubber oplever, at når unge har gennemført folkeskolen, er de svære at holde fast i håndbolden. Men hvorfor er det sådan? Nu kan du hjælpe med at finde svaret.
NYE BANER SKAL SIKRE FLERE BOLDBERØRINGER OG FJERNE TRANSPORTZONEN MIDT PÅ BANEN. DET SKAL GØRE DET NEMMERE FOR NYBEGYNDEREN OG ØGE MOTIVATIONEN TIL HÅNDBOLD HOS SPECIELT BØRN OG UNGE.
Tidligere landsholdsspillere Jesper Jensen og Rikke Nielsen er blandt foredragsholderne, når DHF sætter fokus på børnehåndbold med symposium den 14.-15. oktober i Vildbjerg.
Dansk Håndbold Forbund tester i løbet af efteråret konceptet ”DHF Kortbane” ved fire teststævner rundt om i landet. Efter evaluering og evt. justeringer vil der fra årsskiftet blive afviklet DHF Kortbane-stævner over hele landet.