20. januar 2016

Kommunale Håndboldnetværk

Af: Finn T. Jensen. Foto: Jan Christensen.


Historisk har mange af Danmarks håndboldklubber måske et anstrengt forhold til naboerne. Men med etablering af ”Kommunale Håndboldnetværk” lægges der op til at løse udfordringerne i fælleskab.

Ved siden af Lars Brønseruds skrivebord på Dansk Håndbold Forbunds kontor i Nyborg hænger der et kort over Danmark.

Ikke fordi projektlederen for Knæk Kurven er specielt fædrelandskærlig og heller ikke fordi de 17 nåle, der er placeret rundt omkring i kongeriget skal minde ham om, hvor han skal hen, næste gang turen går ud i landet.

”De steder, jeg har sat nåle, markerer kommuner, hvor der indtil videre er etableret håndboldnetværk. Og jeg må erkende, at det overraskede mig, vi er kommet så langt,” fortæller Lars Brønserud.

”Da jeg gik i gang med opgørelsen, havde jeg en forventning om et resultat i omegnen af fem-seks kommunale netværk. Så det var en glædelig overraskelse, at vi nåede op på 17, da alle konsulenter havde givet tilbagemeldinger.”


Forskellige typer af netværk

Kort fortalt er oprettelse af Kommunale Håndboldnetværk en lille del af hele Knæk Kurven-projektet. Her kan man skelne mellem ledelsesmæssige netværk og faglige netværk. Tanken er, at der i kommuner landet over især søges dannet formelle netværk med deltagelse af håndboldledere fra kommunens klubber. Præcis som man i Dansk Boldspil Union i flere år har arbejdet med såkaldte ”Formandsklubber”.

”Vi støtter naturligvis op om netværk, hvor trænere udveksler erfaringer, men i denne sammenhæng handler det om, at vi vil have de beslutningsdygtige fra klubberne til at sætte sig sammen. Målet er, at det skal være foreningernes beslutningstagere, fx formændene. Vi er klar over, at det kan være svært at efterleve i en foreningsverden, der udelukkende består af frivillige, men det er en vigtig pointe, at foreningerne kan mere sammen end hver for sig. Med ledernetværk kan håndboldklubberne skabe lokale fora, der kan få sat en helt anden og politisk meget relevant dagsorden i forhold til fx faciliteter, foreningernes grundvilkår, kommunale tilskud med videre.”

”Vi sigter mod netværk, der mødes tre-fire gange om året. Og kan vi som i fodboldens Formandsklubber nå dertil, at vi den ene gang årligt kan inddrage kommunale embedsmænd og/eller politikere, vil det være ideelt,” siger projektlederen.

”Det må dog forventes, at der i hvert fald i starten vil blive tale om, at både politiske og lavpraktiske emner vil komme på bordet. Etablering af kommunale håndboldnetværk er noget, det tager sin tid at løbe i gang.”


Næste step i Knæk Kurven-arbejdet

”Jeg er på det rene med, at vi ikke skal forvente en nål på kortet for hver af landets 98 kommuner, når vi den 31. december 2017 gerne skulle være i mål med Knæk Kurven-projektet. Men kan vi nå ud til halvdelen, vil vi have en solid basis for at komme ud til resten også,” vurderer Lars Brønserud.

”Det handler om synergi og om at få fortalt de gode historier. Så tror jeg også, at man i lederkredse rundt omkring i de danske håndboldklubber vil komme til den erkendelse af, at man vil lette sin egen arbejdssituation ved at gå ind i et formaliseret netværk – selv om det i første omgang er en arbejdsopgave, der bliver lagt oven i alle de øvrige, man har påtaget sig.”

For Lars Brønserud selv forestår opgaven med at koordinere indsatsen med DHF’s konsulenter landet over.

”Vi går nu i gang med at formalisere konceptet, så vi har noget konkret at tilbyde klubberne,” siger Lars Brønserud, som i forbindelse med implementeringen ser to helt oplagte udfordringer.

”For det første handler det meget om, at få klublederne til at se hinanden i øjnene og gør op med de fjendebilleder, der måske har eksisteret i det historiske forhold til naboerne. Vi skal have dem til at sætte sig til bordet og erkende, at de måske står foran præcis de samme problemstillinger, og at chancen for at løse disse udfordringer er langt større sammen, end de ville være for klubberne hver for sig.”

”Når først netværket er etableret, handler det om at sikre den viden, man høster,” siger Lars Brønserud videre.

”Vi ved jo af erfaring, at frivillige foreningsledere ofte stopper efter en kortere årrække, og her drejer det sig om at få skabt kontinuitet inden for de enkelte netværk, så al viden og erfaring ikke forsvinder på en og samme tid.”


Kun sammen kan vi knække kurven!
Tilmeld dig nyhedsbrevet og få del i de gode historier og spændende nyheder i projektet. Det er også fortsat muligt at tilmelde sin klub en eller flere af indsatsområderne i Knæk Kurven.
Vælg indsatsområder ved tilmelding til projektet:
Værktøjer der gør din hverdag lettere
KLUB-BUILDING
Få de bedste værktøjer
HÅNDBOLD I SKOLEN
Få de bedste værktøjer
Brug for hjælp?
Klik på ikonet og find nemt find din lokale udviklingskonsulent
Kun sammen kan vi Knække kurven
Klik på ikonet og se nyheder og gode historier om Knæk Kurven
Knæk Kurven-fællesskab
Klik på ikonet og bliv en del af Knæk Kurven-gruppen på Facebook
SENESTE NYHEDER
Mange håndboldklubber oplever, at når unge har gennemført folkeskolen, er de svære at holde fast i håndbolden. Men hvorfor er det sådan? Nu kan du hjælpe med at finde svaret.
NYE BANER SKAL SIKRE FLERE BOLDBERØRINGER OG FJERNE TRANSPORTZONEN MIDT PÅ BANEN. DET SKAL GØRE DET NEMMERE FOR NYBEGYNDEREN OG ØGE MOTIVATIONEN TIL HÅNDBOLD HOS SPECIELT BØRN OG UNGE.
Tidligere landsholdsspillere Jesper Jensen og Rikke Nielsen er blandt foredragsholderne, når DHF sætter fokus på børnehåndbold med symposium den 14.-15. oktober i Vildbjerg.
Dansk Håndbold Forbund tester i løbet af efteråret konceptet ”DHF Kortbane” ved fire teststævner rundt om i landet. Efter evaluering og evt. justeringer vil der fra årsskiftet blive afviklet DHF Kortbane-stævner over hele landet.